KDA  
  Til kassen
    Varer for i alt: 53,75 DKK.

 
 
 
 
     
 
KDA-huset i Roskilde Lufthavn huser sekretariat, bogholderi, Flyv´s redaktion, det omfattende flyvebibliotek samt PilotShop.

Roskilde, 22. januar 2010

World Air Games ikke til Fyn

Odense Kommune's borgmesteradministration med borgmester Anker Boye i spidsen har desværre valgt, IKKE at støtte World Air Games 2011 i Beldringe. Begrundelsen der henvises til fra borgmesterkontoret er den finansielle krise.
Det er meget beklageligt og trist, men derfor kommer FAI's luftsportsarrangement ikke til Fyn i 2011.
FAI's formand Pierre Portmann er informeret direkte fra SportEventFyn, som var den overordnede tekniske arrangør af arrangementet i samarbejde med FAI og tilsluttede organisationer og luftsportsgrene.
Det var med stor beklagelse at KDA i går modtog svaret og informationen fra vor fynske samarbejdspartner. 
(am)
 

Roskilde, 21. december 2009

God jul

KDA og KDA PilotShop ønsker alle medlemmer en rigtig GOD JUL og et GODT NYTÅR.
Vi minder om at KDA-huset er lukket fra og med torsdag den 24. december til og med søndag den 3. januar 2010.
Vi er klar igen efter nytår og håber at se mange mennesker i huset i det nye år.

Med venlig hilsen
Kongelig Dansk Aeroklub
 

Roskilde, 21. oktober 2009

Sprogtest

KDA er af SLV blevet godkendt som sprogtestvirksomhed.
 
I de kommende måneder vil KDA med SLV's hjælp få uddannet de kommende KDA sprogassessorer. Deres opgave vil fremover være afholdelse af sprogtest i samarbejde med klubberne i Danmarks forskellige regioner.
 
Sprogassessorerne, som alle er ulønnede, vil arbejde på tværs af unionerne og gennemføre de obligatoriske sprogtest på medlemmer af KDA.
 
Information om kursusdeltagelse til de første sprogassessorer er på vej ud.
 

Roskilde, 29. september 2009

Obama blokerer luftrummet over Sjælland

I forbindelse med den amerikanske præsidents besøg i København har Flyvevåbenet og SLV bestemt lukning af store dele af luftrummet over Sjælland på fredag i ti timer.
Se området her.
 

Roskilde, 23. september 2009

Ekstraordinært repræsentantskabs-møde er AFLYST

Det tidligere annoncerede ekstraordinære repræsentantskabsmøde i KDA, lørdag den 3. oktober kl. 10.00-11.00 i KDA-huset er aflyst.
Årsagen hertil er, at sagen med KDA's medvirken, søges forliget af parterne, hvorfor baggrunden for det ekstraordinære møde bortfalder.
 
Det annoncerede formandmøde, kl. 11.00 samme dag afholdes som planlagt - og der mindes om tilmeldingsfristen 30. september.
Tilmelding til formandsmødet til am@kda.dk eller på telefon 46 14 15 00.
am

Roskilde, 4. september 2009

Flyveplads på vej i Skagen?

KDA's repræsentant i Friluftsrådet i Region Nordjylland Louis Rovs Hansen har i længere tid arbejdet med ideen om en flyveplads ved Skagen.

Ideen har nu fået pressens bevågenhed og Nordjyske Stiftstidende omtaler ideen den 3. september.
I forbindelse med flyvepladsen er det også ideen at der skal etableres en cykelsti fra Sæby til kommunegrænsen ved Skagen, så både piloter og cyklister tilgodeses.
Friluftsrådet bakker op om ideen og vil have undersøgt mulighederne for en flyveplads (landingsbane) ved Skagen.
Forslaget indgår i Friluftsrådets kommentar til kommuneplanen, hvor man også ønsker den nævnte cykelsti medtaget.
am


Roskilde, 4. september 2009

SKAT ændrer afgørelse om refusion af brændstofafgift

Et DMU/KDA medlem fik afvist en retmæssig ansøgning om Bevilling til refusion af brændstofafgift. SKAT's afgørelse er, efter en længere dialog med KDA og DMU nu ændret - og en bevilling på vej fra SKAT.

I gennem en længere periode har KDA og KDA's brændstofarbejdsgruppe være beskæftiget med sager, hvor KDA-medlemmer og medlemsklubber har fået afslag på ansøgning om Bevilling til refusion af brændstofafgift.
Opfattelsen af hvordan reglerne skulle fortolkes har i flere tilfælde været forskellige mellem KDA og SKAT. Fortolkningen af reglerne har endvidere været forskellig fra Skattecenter til Skattecenter. Det skal dog nævnes at mange afgørelser er truffet helt korrekt af SKAT. KDA har efterlyst en klar og ensartet, men korrekt fortolkning af reglerne. Det tyder nu på at være på vej.

En af de flere problemsagerne, som KDA mente var åbentlys er nu, efter flere måneders sagsbehandling blevet endelig afgjort. Det betyder at medlemmer fremover får ret til at fradrage brændstofafgiften for den del af brændstoffet der anvendes erhvervsmæssigt - netop som loven giver mulighed for. KDA hilser den endelige afgørelse velkommen, og ser positivt på den mere ensartede opfattelse af reglernes anvendelighed. KDA imødeser flere endelige og korrekte afgørelser fra SKAT i nær fremtid.
am


Roskilde, 3. september 2009

GAP-arrangementet i Maribo er aflyst

SLV har i dag besluttet at aflyse det planlagt arrangement i Maribo på lørdag

Desværre bliver er vejrudsigten ikke god, og vejret bliver med stor sandsynlighed slet ikke til VFR-flyvning på lørdag, hvorfor SLV har besluttet at aflyse Good Aviation Practise (GAP) arrangementet på EKMB på lørdag.
Vi ser frem til nye arrangementer fra GAP-gruppen i 2010.
am


Roskilde, 28. august 2009

Sydfyns Flyveplads holder åbent hus

Søndag den 30. august inviterer flyvepladsen på stort arrangement

Kl. 10:00 slår Sydfyns Flyveplads dørene op og invitere alle inden for afspærringen på flyvepladsen, der til daglig er en vigtig brik i infrastrukturen i det sydfynske ø-hav.

Alle er inviteret til at komme og opleve:
- mange typer fly, på jorden og i luften
- prøveture i fly eller helikopter
- ballonflyvning
- flysimulator
- se hvordan sommerens modige piloter flyver med store bannere og hvordan man "samler" banner op med flyvemaskinen i lav højde,
- se flotte modelfly både på tæt hold på jorden men også i luften

Tag bare havestole, tæpper og madpakker med og slap af til en hyggelig dag på Sydfyns Flyveplads.


Roskilde, 18. august 2009

Roskilde Airshow
22.-23. august

I weekenden afholdes airshow i Roskilde Lufthavn

Airshowet er arrangeret af Foreningen Roskilde Airshow. Fra England kommer Red Arrows og flyver opvisning, forsvaret stiller med militære fly og helikoptere fra søværnet og flyvevåbnet. Der vil også være deltagelse af udenlandske militærfly. Derudover ses i programmet civile passagerfly, forretningsfly og helikoptere, historiske millitære fly, kunstflyvningsfly, samt et udvalg af hjemmebyggede fly og veteranfly.

KDA's medlemsunioner vil være repræsenteret med svævefly, dragefly, ultralights, modelfly og faldskærmsspringere.

I forbindelse med Roskilde Airshow i Roskilde Lufthavn holder KDA's PilotShop åbent lørdag den 22. august fra kl. 10.30 til 18.00 og søndag den 23. august fra kl. 8.00 til 17.00.

Alle kunder ydes i weekenden 10% rabat på alle ikke nedsatte varer og medlemmer af KDA ydes 15% rabat, ligeledes på ikke nedsatte varer.

Butikken har et stort udvalg i bøger, DVD-film, head-set, navigationsudstyr, flyvekort, beklædninge, solbriller samt et begrænset sortiment i tilbehør til flysimulator.


Roskilde, 8. juli 2009

Med solen som brændstof

af Merete Strandberg, DMU

I de seneste år er der sket et stigende aktivitetsniveau med soldrevne fly og perspektiverne i soldrevet flyvning er
efterhånden slået fast.

Den schweiziske eventyrer, Bertrand Piccard forventer at flyve kloden rundt udelukkende på solenergi i sit fly Solar Impulse i 2010. Den 40.000 km lange tur vil tage ca. tre uger. Du kan læse mere om projektet på www.solarimpulse.com

FAI har for nylig modtaget ansøgning om godkendelse af højderekord med soldrevet fly:
6.178 meter og en varighedsrekord på 6 timer og 1 minut.
Forsøget er udført i juni måned under afviklingen af World Air Games i Torino, Italien. FAI har ikke tidligere registreret
rekordforsøg med soldrevne fly.


Roskilde, 4. juni 2009

KDA-huset er lukket grundlovsdag
5. juni

KDA-huset er åbent igen mandag den 8. juni.


Roskilde, 4. maj 2009

KDA 100 års jubilæums-arrangement i Skive

KDA's 100 års jubilæum fejres med et flyvestævne i Skive. KDA ser frem til et godt arrangement.

Det præcise program kan ses her. 
Yderligere om arrangementet kan ses her.


Roskilde, 10. marts 2009

Vellykket KDA- seminar afholdt i weekenden

KDA's uddannelsesudvalg afholdt uddannelsesseminar for unionsbestyrelserne i weekenden. Seminaret bød på god stemning samt informative og lærerige indslag fra unionerne.

Se billeder fra seminaret her.


Roskilde, 5. marts 2009

KDA indkalder til repræsentant-skabsmøde

KDA afholder repræsentantskabsmøde søndag den 26. april.

Se den officielle indkaldelse her.


Roskilde, 26. februar 2009

Stort og omfattende  høringsarbejde afsluttes

KDA's "Kaffeklub", som er en regelarbejdsgruppe beskæftiger sig med behandling af lovforslag fra SLV og EASA. Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra DSvU, DMU, DBu, DULFU og KDA.
Gruppen afslutter i weekenden et omfattende arbejde med behandling af forslag til nye certifikatregler fra EASA. Høringsfristen udløber midnat lørdag den 28. februar 2009.

798 sider med lovforslag og regler på engelsk, omhandlende regler for certifikater, uddannelseskrav til piloter, instruktører og kontrollanter samt helbredskrav for hele EU-området er blevet vurderet og behandlet i KDA's "Kaffeklub".

Reglerne omfatter hele spektret af flyvning; Ballonflyvning, svæveflyvning, motorflyvning, helikopterflyvning, CPL og ATPL området. Arbejdet har i sidste ende resulteret i 44 konkrete ændringsforslag, der nu er indgivet til EASA.
KDA har ikke taget stilling til kravene til de kommercielle certifikater, men fokuseret på medlemmernes private certifikater og rettigheder.

Faldskærm, hanggliding, paragliding og ultralet licenserne er ikke indeholdt i det fremlagte forslag, idet disse stadig, og indtil videre, reguleres nationalt (læs: SLV).

I det store hele ser KDA med tilfredshed på det fremlagte og omfattende regelværk, men har peget på bla. for strenge krav til kontrollanter på nogle områder, urimelige krav til radiolicenser til piloter som ikke skal bruge radio o.s.v.

Arbejdet - som er foretaget samtidig med andre høringsbesvarelser og det løbende arbejde i øvrigt - har stået på siden sommeren 2008 og kan for denne omgang betragtes som afsluttet. Efter endt behandling af de mere end 6.000 høringssvar EASA har modtaget, fremlægger EASA et responsum, som senere ender med at danne grundlag for det kommende regelværk. De nye regler kan muligvis forventes implementeret i 2010, men tidspunktet er behæftet med en del usikkerhed. Dog er det sikkert, at reglerne bliver fælles for hele EU-området i fremtiden og senere vil blive vanskelige at ændre, hvorfor denne opgave har haft høj prioritet i KDA og til tilknyttede unioner.

DBu, DMU, DULFU og DSVu indgiver ligeledes en lang række selvstændige detailsvar til de fagspecifikke emner - ialt forventes der yderligere 70 - 80 konkrete høringssvar fra KDA's medlemsunioner indgivet inden fristens udløb i weekenden.

Arbejdsgruppen ser dog ikke ud til at blive arbejdsløs foreløbig. EASA har netop færdiggjort forslag til krav til organisationer, herunder flyveskoler, flyveklubber og organisationer og der igen tale om adskillige hundrede sider engelsk tekst. Atter står et stort og omfattende arbejde for døren og høringsfristen er denne gang 15. april. Hertil kommer at EASA netop har udsendt deres kommende regle for operation (over tusind sider) i høring (NPA 2009-02) med svarfist 30. maj 2009.

am


Roskilde, 28. januar 2009

Velbesøgt jubilæums-arrangement i Idrættens Hus

Det var med stor glæde KDA havde så stort besøg på jubilæumsdagen den 20. januar.
Omkring 130 mennersker slog vejen forbi og hilste på vores fælles organisation.
En lang række erhvervs- og organisationsledere samt privatpersoner ønskede KDA tillykke på den store dag. I marts-nummeret af FLYV bringes en udførlig artikel om jubilæet.


Roskilde, 20. januar 2009

KDA fejrer 100 års jubilæum i dag

- KDA-huset er lukket

KDA fejrer 100 års jubilæum, hvor alle medarbejdere deltager. Derfor er huset og telefonerne lukket hele dagen.

Vi har normalt åben igen fra onsdag den 21. januar.

AM


Roskilde, 24. november 2008

KDA's 100 års jubilæum

KDA’s 100 års jubilæum i 2009 er igen blevet drøftet i bestyrelsen.

Der var i bestyrelsen enighed om, at vi kan være stolte over og glade for, at KDA gennem så mange år har stået som stærk og sikker varetager af flyvningens interesser – og dermed også at jubilæet egentlig burde fejres, som der har været tanker fremme om, bl.a. i Jubilæumsudvalget.

Det har fra starten af overvejelserne om jubilæet været holdningen, at jubilæet ikke i nævneværdig grad måtte belaste KDA’s økonomi, men at de arrangementer mv., som vi egentlig gerne så gennemført i forbindelse med jubilæet, skulle finansieres af sponsorater og deltagerbetaling. Både fremskaffelse af sponsorater og deltagelse i gennemførelse af arrangementer m.v. vil imidlertid uundgåeligt komme til at lægge store beslag på KDA’s arbejdsmæssige ressourcer.

Samtidig står vi i en situation, hvor opgaverne vælter ind over KDA. Primært de mange initiativer fra EASA og SLV stiller store krav til organisationen. Det er bestyrelsens overbevisning, at fortsat løsning af disse opgaver ikke må vanskeliggøres af festligholdelse af jubilæet.

Det er derfor bestyrelsens beslutning, at KDA markerer jubilæet med en reception på jubilæumsdagen, den 20. januar 2009, og med et jubilæumsnummer af FLYV. Der vil ikke blive brugt KDA-ressoucer på fremskaffelse af sponsorater og jubilæumsarrangementer i øvrigt.

Med den prioritering viser vi faktisk også den største respekt for den hensigt, stifterne af KDA har haft, og for den indsats, KDA gennem de 100 år har gjort for flyvningen.

Beslutningen skulle nødig være til hinder for, at unioner, klubber og enkeltmedlemmer tager initiativer til markering af den fælles organisations 100-årige eksistens. Sådanne initiativer giver KDA gerne en hjælpende hånd i det omfang, det kan ske med respekt af bestyrelsens prioritering. Og FLYV må meget gerne komme til at bugne med beskrivelse af disse initiativer.

Hans Havsager
formand
KDA


Roskilde, 30. september 2008

KDA redder UL-flyveplads

Miljøcenter Ribe afslog i marts måned brug af en privat ul-flyveplads i Haderslev. Ejeren, Christian Holst fik besked på ikke at anvende flyvepladsen, da denne ligger opad en strandbeskyttelseslinie og et Ramsar-område.
KDA's formand for miljøudvalget Søren Pedersen indbragte sagen for Naturklagenævnet, som nu med ni af ti stemmer omgjorde afgørelsen. Der blev bla. lagt vægt på at Miljøcenter Ribe ikke dokumenterede skadevirkninger på miljøet - og det er hermed slået fast, at der ikke blot kan træffes en politisk afgørelse i denne type sager.
KDA hilser afgørelsen velkommen.
(am)
_______________________________________

Roskilde, 29. september 2008

FLYV oktober

I forbindelse med aflevering af bladet fra trykkeriet til Post Danmark er der desværre opstået en misforståelse om indleveringsdatoen.
FLYV afleveres til Post Danmark den 2/10 og vil blive omdelt fra den 8/10.
FLYV beklager forsinkelsen.
(kl)
_______________________________________

Roskilde, 25. september 2008

Citat fra SKAT's nyhedsbrev pr. 23/9:

Ophævelse af afgiftsfritagelsen for flybrændstof, der ikke anvendes erhvervsmæssigt (privat anvendelse)

Med vedtagelsen af lovforslag nr. L 32 (lov nr. 524 af 17. juni 2008), der bl.a. vedrører undtagelser til energibeskatningsdirektivet, er der sket ændringer i bl.a. mineralolieafgiftsloven, CO2-afgiftsloven og svovlafgiftsloven.

Dette nyhedsbrev omhandler de ændringer i loven, der vedrører ophævelse af afgiftsfritagelsen for flybrændstof, der ikke anvendes erhvervsmæssigt.

Disse ændringer træder i kraft den 1. oktober 2008, jf. bekendtgørelse nr. 836 af 18. august 2008.

Ophævelse af afgiftsfritagelsen for flybrændstof, der ikke anvendes erhvervsmæssigt.

Ifølge de hidtil gældende regler har der været afgiftsfrihed efter mineralolieafgiftsloven, CO2-afgiftsloven og svovlafgiftsloven ved levering af  afgiftspligtige mineralolieprodukter m.v. til brug i fly m.v. Der er således ikke blevet skelnet mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig flyvning.

Som følge af, at Danmarks og andre EU-landes undtagelser til energibeskatningsdirektivet (Rådets direktiv 2003/96/EF) ikke er blevet opretholdt, bringes mineralolieafgiftsloven m.v. nu i overensstemmelse med energibeskatningsdirektivets regler. Ifølge disse er der ikke afgiftsfritagelse for afgiftspligtige varer, der leveres til brug i luftfartøjer, der anvendes til ikke-erhvervsmæssig privatflyvning.

Ved ikke-erhvervsmæssig privatflyvning forstås ifølge direktivets artikel 14, nr. 1, litra b, ejerens eller en fysisk eller juridisk persons anvendelse af et luftfartøj, som den pågældende har rådighed over enten ved leje eller på anden måde, til ikke-erhvervsmæssige formål, navnlig andre formål end personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.

Ikke-erhvervsmæssig flyvning har som sit primære sigte flyvning af rekreativ art.

Som erhvervsmæssig flyvning anses bl.a.:

· Firma- og forretningsmæssig flyvning.
· Skole- og træningsflyvning i skolens fly.
· Flyvning med henblik på transport af personer eller gods mod vederlag.
· Flyvning, der har til formål at sprøjte afgrøder, trafikovervågning, fotoflyvning etc.

Jetfuel (JET A1)

Lovændringen indebærer, at der er afgiftsfrihed efter mineralolieafgiftsloven m.v. for jetfuel, der leveres til brug i fly m.v., der anvendes erhvervsmæssigt.

Jetfuel er det flybrændstof, der i altovervejende omfang anvendes i den erhvervsmæssige flyvning. Jetfuel, der leveres om bord i fly, dvs. direkte til flyets tanke, vil derfor som udgangspunkt indtil videre blive betragtet som leveret til et fly, der anvendes erhvervsmæssigt.

Virksomheder, der er registreret som oplagshavere efter mineralolieafgiftsloven, vil som hidtil kunne levere brændstoffet afgiftsfrit om bord i fly.

Andre virksomheder kan få bevilling fra SKAT til at modtage Jetfuel afgiftsfrit fra en oplagshaver med henblik på levering om bord i fly. Af bevillingen skal det fremgå, at tanken er godkendt til formålet, og bevillingsperiodens gyldighedsperiode skal være angivet.

I tilfælde af, at der sker leverancer af jetfuel uden afgift om bord på fly m.v., der anvendes til ikke-erhvervsmæssigt formål, hæfter erhververen af brændstoffet og den, der er i besiddelse af dette, for afgiften. Jetfuel beskattes med samme satser som petroleum anvendt til motorbrændstof (i 2008 283,7 øre/l i energiafgift og 24,7 øre/l i CO2-afgift, hvortil kan komme svovlafgift).

Oplagshavere og bevillingshavere skal på fakturaen over leverancer af jetfuel leveret om bord i et fly angive, at varen er leveret uden afgift samt flyets kendingsnummer.

Ved leverancer til virksomheder med bevilling til afgiftsfritagelse skal fakturaen indeholde oplysning om den pågældendes bevillings journalnummer og dato, og at varen er leveret uden afgift.

Andet flybrændstof end Jetfuel

Andet flybrændstof end Jetfuel, f.eks. flybrændstoffet AVGAS, vil blive leveret med afgift, da det som udgangspunkt vil blive betragtet som anvendt til ikke-erhvervsmæssig flyvning. AVGAS er et blyholdigt benzinprodukt, som beskattes med afgiftssatsen for blyholdig benzin og CO2-afgift af benzin.

Virksomheder, der anvender flyet til erhvervsmæssig flyvning, kan ansøge om bevilling hos SKAT til at få godtgjort den opkrævede afgift af brændstoffet efterfølgende. Virksomheden skal i ansøgningen oplyse, hvilke fly (kendingsnummer) der skal være omfattet af godtgørelsesordningen og beskrive det erhvervsmæssige formål.

Godtgørelsen kan tilbagesøges månedligt. Til brug ved tilbagesøgningen kan anvendes blanket 23.004, der kan hentes på SKATs hjemmeside www.skat.dk, virksomheder, blanketter.

Ved anmodningen om godtgørelse skal virksomheden opgøre forbruget af brændstof, der er anvendt til hvert enkelt fly. Regnskabet skal indeholde oplysninger om start- og sluttidspunkt for flyvningen og registrering af antal flyvetimer pr. dag, hvor flyet har været anvendt. Dato og tidspunkt for påfyldning af brændstof og mængde skal fremgå af regnskabet.

Hvis flyet har været anvendt til såvel erhvervsmæssigt formål som ikke-erhvervsmæssigt formål i perioden, foretages der en fordeling af flyvetimerne på erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig flyvning. Det godtgørelsesberettigede forbrug opgøres herefter på grundlag af den andel af det samlede antal flyvetimer, der er anvendt på erhvervsmæssig flyvning, og ud fra et gennemsnitligt brændstofforbrug pr. time.

Ved udlejning af fly skal det af lejeaftalen fremgå, om flyet vil blive anvendt til erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig flyvning.

Brændstof til ultralette fly m.v.

Ejere af ultralette fly og indehavere af bevilling til afgiftsgodtgørelse for benzin til privatfly m.v. kan fra 1. oktober 2008 ikke længere opnå afgiftsgodtgørelse, da anvendelsen af sådanne fly primært har sigte af flyvning af rekreativ art og dermed anses som anvendt til ikke-erhvervsmæssigt formål.

Brændstof til luftballoner kan efter bevilling stadig godtgøres, i det omfang ballonen anvendes erhvervsmæssigt.

Udenlandske fly m.v., der tanker her i landet

Udenlandske luftfartøjer, der får leveret afgiftsberigtiget flybrændstof til brug ved erhvervsmæssig flyvning, kan ansøge om afgiftsgodtgørelse hos Skattecenter Tønder, Pionér Allé 1, 6270 Tønder, tlf. 72 22 18 18 (SKATs hovednr.).

Ansøgningen kan foretages på en særlig blanket nr. 23.034, der findes på SKATs hjemmeside her.

Ansøgeren skal i forbindelse med ansøgningen afgive erklæring om, at brændstoffet er anvendt til erhvervsmæssig flyvning, og at brændstoffet er leveret direkte til flyets tanke.

Henvendelse rettes til 72 22 18 18
_______________________________________

Roskilde, 4. september 2008

Brændstofafgift på flybrændstof
pr. 1. oktober 2008

Desværre har vi med bekymring læst "Bekendtgørelse om ikrafttræden af dele af lov nr. 524 af 17. juni 2008 om ændring af momsloven og forskellige andre love". I den nævnte bekendtgørelse fremgår det af § 2, at lovens § 2, nr. 6-9, § 3, nr. 1 og 4-6 og § 5, nr. 1 og 2, træder i kraft den 1. oktober 2008.

Det betyder i klar tekst, at brændstofafgiften opkræves pr. 1. oktober i år.

Beregninger foretaget af KDA og tidligere bekræftet af Skatteministeriet viser, at skatteprovenuet for afgiften udgør et meget lille beløb i skattemæssig henseende.

Kongelig Dansk Aeroklub ser med stor bekymring på indførelsen af den omstridte afgift. EU vedtog at fjerne Danmarks undtagelse for afgift på brændstoffet - på trods af Skatteministeriets modstand mod dette, da omkostninger til administration af opkrævningen overstiger provenuet som afgiften indbringer og at afgiften skader branchen i en betydelig grad.

Afgiften opkræves ikke af jetbrændstof, som per definition anvendes til erhvervsmæssig flyvning.

Afgiften kan dog refunderes for erhvervsmæssig anvendelse af AVGAS 100 LL, autobenzin og gas - hvilket kræver at den enkelte (virksomhed) godkendes for frigørelse af afgiften hos det lokale Skattecenter. Dette foregår normalt ved en "bevilling til godtgørelse" som fås fra det lokale skattecenter.

Det er uomtvistelige, at en ekstra udgift på kr. 4,55 pr. liter AVGAS 100 LL vil reducere antallet af timer der flyves med private fly og dermed i værste fald føre til lukninger af flyværksteder og leverandør til almen flyvningen i Danmark.

På trods af markant modstand blandt medlemmerne i KDA og i General Aviation området generelt, indfører Skatteministeriet, efter beslutning i Folketinget, nu den beklagelige og skadelige afgift.

KDA's høringssvar til Skatteministeriet pr. 18. september 2007 kan læses her, ligesom KDA's bemærkninger til det indledende lovgivningsarbejder kan læses her.
(am)
_______________________________________

Roskilde, 31. juli 2008

Part-M udsat 12 måneder
 
Statens Luftfartsvæsen har udsendt meddelelse om at fuldstændig implementering af Part-M udsættes i ét år i Danmark.

Oprindeligt skulle Part-M være trådt i kraft 28. september i år, men SLV har valgt at bruge muligheden for udsættelse i ét år. Det betyder at organisationen har bedre muligheder for at forberede sig på de nye regler, og få de nødvendige godkendelser som f.eks. CAMO-godkendelse etc. på plads.

KDA hilser beslutningen velkommen.

Nedenfor ses uddrag af SLV's meddelse
(AIC B 57/08).
"På baggrund af konklusionen på ref møde i kommissionen har SLV besluttet at udnytte muligheden for at udskyde kravet om indførelse
af Part-M indtil 28. september 2009, når det foreliggende udkast til ændring af forordning 2042/2003 vedtages. Det omfatter alle danskregistrerede luftfartøjer, som ikke opereres på en dansk AOC. For disse luftfartøjer betyder det, at fornyelse af luftdygtighedsbevis ved Airworthiness Review Certificate, EASA form 15a indtil videre foretages af SLV."

______________________________________

Roskilde, 7. juli 2008

Flyvehenstillingen ved Stevns Klint ophævet
 
KDA modtog 7. juli følgende mail fra Peer Nørgaard, Stevns Natur Center:
Ophævning af henstilling til ikke at flyve i vandrefalkens yngleområde!
Efter aftale med Lars A Krogh (DOF´s sagkyndige her på Stevns), er vandrefalkeungerne nu så veletablerede, at vi uden risiko kan ophæve henstillingen til ikke at flyve i området. Det er med stor glæde, at vores henstilling også i 2008 i det store hele er blevet fulgt. Der har mig bekendt kun været 3 overtrædelser fra drageflyvere og 1 fra en meget lavtgående sportsflyver, der fløj tæt forbi reden. De flyvere vi fik kontakt med, undskyldte mange gange og fulgte øjeblikkeligt vores opfordring til ikke at flyve. De var ikke klar over, at de befandt sig i det område, hvor flyvning var uønsket. En enkelt stillede spørgsmål ved, om fuglene blev forstyrret af hans flyvningen – det var ikke hans erfaring fra flyvning i Tyskland.
I alt er der kommet 8 vandrefalke fra reden i Danmark i år, og det må siges at være rekord. På Møn blev det til 2 hanner og 1 hun, på Stevns 2 hunner og 1 han og fra Bornholm er der 2 unger, men da de kom senere i gang med rugningen, er ungerne endnu ikke kønsbestemt. Vi håber at ynglesuccesen vil fortsætte de kommende år ! 

Naturvejleder Peer Nørgaard
Stevns Natur Center

______________________________________

Roskilde, 16. juni 2008

Flymoms og afgifter på brændstof til fly vedtaget i Folketinget
 
Folketinget har i sidste uge (den 12. juni) vedtaget forslag til lov om ændring af momsloven som bla. omhandler flymoms (lovforslag L32 og L 46).

Den gældende regel om momsfrie leverancer af fly og udstyr til fly fjernes. Der indføres en overgangsordning frem til 1. juli 2010 for salg af fly og fast udstyr til disse, således at køb inden 1. januar 2010 og levering inden 1. juli 2010 er momsfrit. Fly er i dette tilfælde (momsmæssigt) motorfly, motorsvævefly med fast propel og tre-aksestyrede ultralette fly.

Flyselskaber, der hovedsageligt flyver i udenrigsfart  kan dog, få momsfrie leveringer af og til deres udenrigs- og indenrigsfly. Flere flyveorganisationer i Danmark undrer sig noget over denne forskelsbehandling af flyselskaberne, herunder flyveskolerne.

Der kan dog fortsat momsfrit sælges fly m.v. til statslige institutioner, herunder forsvaret. Der gælder en overgangsordning på to år for flyskoler fra den 1. januar 2009.

Fritagelsen for energiafgifter på brændstoffer til fly bortfalder for ikke-erhvervsmæssig privatflyvning. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden.

Der er fortsat afgiftsfritagelse for jetfuel, der anvendes erhvervsmæssigt.
______________________________________

Roskilde, 11. juni 2008

Nyt omfattente høringsmateriale fra EASA
 
EASA har publiceret forslag til nye regler for erhvervelse af certifikater til privat- og erhvervsflyvning.
Materialet beskriver i detaljer hvilke krav der foreslås.
KDA opfordrer unionerne og andre til at studere dette og udforme konkrete og konstruktive svar til materialet.
Materialet findes på EASA's hjemmeside www.easa.eu > DA > Rulemaking > NPAs:
Forklaring, dokument A (85 sider)
FCL, dokument B (647 sider)
Medical krav, dokument C (66 sider)
______________________________________

Roskilde, 20. maj 2008

Forslag om obligatorisk nødsender i alle motorfly
 
BL 1-10, 2. udgave som har været i høring, stiller krav om obligatoriske nødsendere i alle motorfly (ikke UL-fly).
KDA har, afstemt med DMU, svaret på denne og mener ikke kravet bør gælde alle privatfly. Obligatorisk nødsender bør kun kræves ved flyvninger mere end 100 NM fra kystlinien, ved kommercielle flyvninger og flyvninger med fly over 5.700 MTOW.
Kravet vil aflede en udgift til investering i nødsendere til hvert motorfly på kr. 3-7.000.
_______________________________________

Roskilde, 20. maj 2008

KDA's miljøudvalg besvarer Region Hovedstadens forslag til udviklingsplan

KDA's miljøudvalg har med formand Søren Pedersen udformet svar på Regions Hovedstadens forslag til regional udviklingsplan.
Svaret fokuserer på den store mangel på offentlige flyvepladser i regionen.

KDA's svar findes her (PDF-format).
______________________________________

Roskilde, 24. april 2008
Sidste frist for ændringer af Part-M
Den 6. maj er sidste frist for indgivelse af bemærkninger til den fremlagte tekst til regler for vedligeholdelse af fly som ikke anvendes kommercielt. 

Regelsættet får betydning for KDA's medlemmer i mange år fremover, hvorfor KDA's unioner opfordres til at deltage i besvarelse af den fremlagte CRD.

Dokumentet (457 sider) findes her (PDF-format).
_______________________________________

Roskilde, 22. april 2008
KDA hjælper miljøet
KDA har indgået en aftale med Søværnets Operative Kommando (SOK) om at hjælpe med overvågning af de danske farvende - med henblik på at opspore og opdage olie- og anden forurening.
Læs mere om hvordan du kan hjælpe miljøet her. 

_______________________________________

Roskilde, 19. marts 2008
KDA's Repræsentantskabsmøde afholdes i KDA-huset
lørdag den 12. april kl. 10.30.
Tilmelding til am<snabela>kda.dk
eller pr. telefon 46141500. 
Årsberetningen kan ses her.
______________________________________

Roskilde, 11. marts 2008
VIGTIGT!
Etablering af KDA's miljøorganisation

Kongelig Dansk Aeroklub har igennem de sidste par år forsøgt at danne en miljøorganisation.
Formålet med miljøorganisationen er, at kunne reagere og søge indflydelse på de forhold, der på kort og langt sigt har betydning for udfoldelsen af vore fritidsaktiviteter. Desværre har det vist sig vanskeligere end først antaget, at mobiliserer interesserede til at varetage dette  yderst vigtige arbejde – selv om det er i virkeligheden ofte kun kræver en ganske ringe indsats.

Vi har i KDA derfor besluttet, at afholde et orienteringsmøde i hver af landets fem regioner, med det formål at fortælle klubberne om hvordan vi i fællesskab kan tage vare på miljøet – herunder naturligvis specielt de trusler vi står overfor, f.eks. i forbindelse med miljøgodkendelser, byplanlægning, håndtering af klager osv. og hvordan vi kan søge indflydelse på disse ting.

Din klub i Region Midtjylland indbydes hermed til det andet af de fem møder:

Tirsdag den 1. april 2008, kl. 16.30-18.30
i Herning Lufthavn, Skinderholmvej 25, 7400 Herning

Vi håber at du, eller en anden fra din klub kan deltage. Af hensyn til pladsen bedes du/I tilmelde Jer til undertegnede eller sekretariatet, gerne på e-mail spe@sport.dk eller am@kda.dk. Til stede vil være generalsekretær Anders Madsen og undertegnede som også besvarer eventuelle spørgsmål i forbindelse med arrangementet. Til orientering ses den planlagte møderække:

Region Nordjylland
Tirsdag den 4. marts 2008, kl. 17.00 Aflyst p.g.a. manglende tilmelding

Region Midtjylland
Tirsdag den 1. april 2008, kl. 16.30

Region Syddanmark
Tirsdag den 29. april 2008, kl. 16.30

Region Sjælland
Tirsdag den 20. maj 2008, kl. 16.30

Region Hovedstaden
Tirsdag den 27. maj 2008, kl. 16.30

Med venlig hilsen
Søren Pedersen
Formand for Miljøudvalget
telefon 48 28 91 96
mobil 51 30 54 34
_______________________________________

Roskilde, 11. januar 2008
KDA ønsker omlægning af radiofrekvenser

KDA har afholdt møde med medlemsunionene, hvor det blev besluttet at bede SLV om ændringer af relevante radiofrekvenser. Ændringerne ønskes gennemført for at optimere brugen af forskellige frekvenser, samt at øge flyvesikkerheden på pladser med både svæveflyvning og motorflyvning.
KDA afventer svar fra SLV på forespørgslen, som er afsendt den 10. januar.

Brevet til SLV ses her.
_______________________________________

Velkommen til
Kongelig Dansk Aeroklub


Kongelig Dansk Aeroklub (KDA) er Danmarks luftsportsforbund. Vi er en interesseorganisation for sportslig, privat og forretningsmæssig flyvning i Danmark. Vi er for tiden ca. 8.000 medlemmer.

KDA udgiver bladet FLYV og driver KDA Pilotshop
fra KDA huset i Roskilde.

Skærmopløsningen skal være mindst 1024x768 pixels for at man kan se hele menuen. For at mindske risikoen for utilsigtet brug af mailadresser bruges udtrykket <snabela> i stedet for @ på denne hjemmeside.

 
KDA repræsenterer FAI - Fédération Aéronautique Internationale (The World Airsport Federation), som er den internationale organisation for luftsport.